Billedekritik eller billedefeedback giver ikke altid mening og grunden kan være ret indlysende og enkel.
Inden jeg kommer alt for godt igang og du sidder på den anden side at skærmen og bliver fusteret. Alt jeg skriver herunder er mine tanker, du er mere end velkommen til at have en anden holdning og opfattelse af livet. Det er det der er med til at være hverdagen og livet lidt interessant. Bare vi husker at holde tonen pæn.
Hvorfor det ikke altid virker
Der er to helt simple grunde til at billedefeedback ikke altid “virker”. Den mest nærliggende er at giver og modtager siger og høre to forskellige ting. Det kan f.eks. være at giveren er i coaching mode men modtageren høre en evaluering, hvor denne måske forventede en påskønnelse af sit arbejde.
Den anden er at giver feedback ud fra en idé om hvad der er “rigtigt og forkert” i dennes opfattelse.
Men hvad er rigtigt og forkert i forhold til billedet og måler?
Det er det jeg er dykket lidt ned i her.
Den lange vej uden om
Vi er formodentligt alle sammen vokset op, kørt gennem folkeskolen, taget en eller anden form for uddannelse og er igennem tiden blevet “formet” til at leve i det samfund som vi gør idag.
Det skolesystem vi er uddannet i, bunder ud i vores forfædere skulle have industrialiseringen til at virke. Derfor blev vi (om end super forsimplet) placeret på en skolebænk, målt og vejet, samt lært hvordan en “god borger” opføre sig. I dag opføre den gode borger sig som denne skal, køber bolig, bil, stifter familie og ikke mindst køre store fladskærms tv’er, hvor vi kan stene Netflix, imens vi poster på Instagram, TikTok og Snapchat for at få vores liv til at virke interessant.
Men vi følger normer og regler, som vi har lært det. Med andre ord vi er puttet i en boks.
Sandheden vil måske være at den “gode borger” nok aldrig har været interessant og ej heller skulle være interessant. Og det er grunden til at når min FotoMalia kollega Anja Robanke træder ud af det gode borgerskab, sælger alt og køber en autocamper for rejser verden rundt i den, sker der noget i os. Gør hun noget vi alle går og drømmen om. Hun laver et lille oprør, finder og følger sin vej og vi er alle tryllebundet til skærmen, for at se hvad hun nu finder på. Det er realiytv når det er bedst!
Psst, overvejer du at følge i Anjas fodspor, kan jeg anbefale hendes Q&A bog om at bo i en autocamper : https://anja.robanke.dk/vare/ebog-mit-liv-i-autocamper/
Hvad har det med billeder at gøre?
Jo, det er faktisk ret enkelt. Når vi giver u- eller opfordret billedekritik/feedback, er vi med at til at putte hinanden i bokse og er med til at strømline hinanden og pludselig ligner alle vores billeder hinanden.
Kort sagt ingen træde ved siden af og lave noget rigtigt fedt. Hånden på hjertet er det dem der træder ved siden af, der laver det der er mest interessant. Det er ret ofte ligegyldigt om det er “tekniske veludført”, “korrekt eksponeret” eller “opfylder reglerne”, men har de noget på hjertet og bare tilnærmelsesvis kan vise det med billedet, bliver det fedt.
Jeg har muligvis snakket om denne bog før, men “Image makers, Image takers” er nok et af de bedste eksempler på forskelligheder inden for fotografiet. Der er så mange eksempler på dygtige og unikke fotografer der giver en fuck i, hvad andre tænker om deres arbejde.
Vil du være en del af masserne eller går du efter det unikke?
Jeg spurgte for noget tid siden Frøydis Geithus om hvordan hvordan hun blev “Frøydis Geithus”?. Hendes svar var : “For mange år siden valgte jeg har tage mit bryllups fotografi ud af studioet, ud i naturen, op i bjergene hvor jeg elsker at være og at give det et look jeg selv brændte for. Det var det der gjorde mig anerkendt, det var der folk kunne genkende mit arbejde.”
Hvor Frøydis lever i den mørke verden, der leder efter lyset, finder du i den modsatte ende en fotograf som Sandra Aaberg aka. Pastella. Hun lever i en pastelfarvet verden af glamour og laver sarte og næsten overbelyste billeder.
Stiller jeg Sandra spørgsmålet “Hvorfor skyder du som du gør?”, svare hun:
“Jeg har altid været draget af at vise verden endnu bedre og rosenrød end den egentlig er…. Det var min måde at drages af det virkelig lyse … og helst ikke se på mørket. Efter jeg har integreret mere med mit eget mørke har jeg nok måtte erkende at, lys og mørke lever bedst i harmoni sammen og vi ikke kun kan fokusere på lyset… men det må i se mere til i fremtiden 😉”
Sandra og Frøydis er begge to fotografer, der må siges at leve i hver deres ende af histogrammet. De har ikke altid nødvendigvis har den fine perfekte eksponering med bakken i midten af histogrammet… Der skal vist ikke herske tvivl om de har begge gjort det godt i hver deres niche.
Men kan skal kunne kravle før man kan gå…
Bullshit, jeg lærte aldrig rigtigt at kravle men gik tideligt, sådan rent opvækst mæssigt. I dag er auto funktionerne i kameraet så gode, at vi ikke behøver at kende til teknikken for at bruge dem.
Jeg har tidlligere sagt og står ved, nogle af det bedste fotografi jeg har set er fra nybegyndere og folk der ikke interessere sig det store for det tekniske, de er nemlig kun interesseret i det der foregår foran kameraet.
På det tidspunkt jeg første gang hørte sætningen “Jeg er ikke en teknisk fotograf”. var da jeg sad i en gruppe session med David Alan Harvey (DAH) og han sagde det. For at det ikke skal være løgn tilføjede han : “Jakob, han kan sikkert svare på det”, personligt var jeg lidt i tvivl om der var en skjult fornærmelse i det, men valgte at tage det positivt.
Det er en sætning jeg efterhånden har hørt fra mange anerkendte fotografer. Alec Soth nævnte det i hans online Magnum workshop (dog uden at nævne mig ;)). Derefter tilføjede “I belive that it fits most of the Magnum photographers”.
Når man vælger at “ignorere” teknikken eller køre på Auto/P-mode som f.eks. Martin Parr gør, fokuser man på indholdet og lader kameraet klare resten.
Det er med til at lave mere interessante billeder.
Nu har jeg desværre ikke haft fornøjelsen at snakke med Martin Parr, men alle interviews jeg har set og hørt, hvor der spørges ind til teknik siger han det samme, han lader bare kameraet gøre sit arbejde. Det gør at han kan fortælle sin historie om den britiske mellemklasse. Og det må man sige at han gør ret godt…
Det var også DAH der efter at have kigget på nogle af mine billeder sagde “Jakob, der er to typer fotografer, dem der er teknisk dygtige og dem der bliver husket”, underforstået at han ikke mente at jeg ville blive husket for det jeg lavede dengang. Det var også en af de der “Hmm” situationer, men den lærte mig en del.
Men teknik og godt håndværk betyder noget!
Ja, gu gør det så, men hver ting til sin tid.
Jeg ved det godt at en reklame fotograf ikke nødvendigvis har de samme muligheder. De er for det meste nødsaget til at være super tekniske og levere et godt håndværk. Med billeder der viser at teknikke i den grad sidder på rygraden og de kan junglerne med flere lamper samt er farvekorrekte. Hvilket også er en kvalitet i sig selv. De fleste af os er bare ikke reklame fotografer og endnu flere lever ikke af sit kamera…
Igen lige disclaimer, jeg er en teknisk funderet og taler for at man kender sit udstyr. Det handler om at kende grænser, både egene og udstyrets. Kun på den måde kan man enten give slip og skyde, eller fin-tune det man ønsker at fin-tune i sit billede. Det skal bare være ens eget valg og ikke noget andre bestemmer.
“Men han har jo ingen tøj på!”
Er det ikke bare kongens nye klæder igen?! Nogle skal jo have modet til at sige sandheden: “En lort, er en lort”.
Men hvad er sandheden? Fristes jeg så til at spørge..
Vi har igennem de seneste to årtier hørt om folk der har postet billeder på fotoforummer af Henri Cartier-Bresson i deres eget navn. Det havde den ønskede effekt, de blev haglet ned af kritik og billederne var noget “lort” ifølge reglerne.
Jo, man kan altid diskutere om man kan lide hans billeder (Jeg elsker dem). Men der er vist ingen tvivl om at den mand har om noget påvirket vores moderne forståelse af fotografiet og har efter sigende skabt kategorien “Street” fotografi som vi kender det idag. At sige hans billeder er noget bras er måske lige i overkanten?!
Regler er regler
Der er flere typer af regler, nogle skal følges mere end andre.
Der er lovgivningen, usagte- og etiskeregelsæt. Selv om jeg er liberalist, bør vi nok i en eller anden udstrækning nok følge dem. Konsekvenserne kan i værste fald være dødsfald, fysisk eller psykisk skade på andre.
Derudover er der de kreative regler og hvad er de?
Jo, som Steve Jobs sagde “Livet skal leves forfra og forstås baglæns” Søren Kierkegaard sagde “Livet må forstås baglæns, men leves forlæns”. Det er lidt det samme vi gør med vores fotografiske regler.
Der er nogle kloge intellektuelle, analytiske og tekniske dygtige mennesker de har kigget på fortidens fotografier samt billeder og bestemt hvad de mener er “rigtigt”, hvilke virkemidler de har fundet ud af virker.
Og ja de virker, derfor har vi gjort dem til regler. Jeg mener også at, du gør dig selv en tjeneste ved at kende dem. Ikke for at du skal bryde dem, men for at bruge dem hvor det giver mening. Men følger man dem blindt bliver alle billeder bare en kopi af hinanden. Intet bliver nyt, intet skiller sig ud, vi kan alle side og klappe hinanden på ryggen og sige “God hund”. Det er på ingen måde den rigtige vej frem.
Kreative regler bør i min verden omdøbes til “virkemidler”. Sekundært bruger man alle virkemidlerne i et billede (hvilket er umuligt), er det på ingen måde det samme som at det bliver et “godt” billede, kun et “korrekt udført” billede. Jeg ved godt hvad, jeg selv helst vil se på…
Jeg vil mene at for hver reglen der er i fotografiet, kan jeg finde en anerkendt fotograf der lavet en karriere ud af at “bryde” den.
Skal vi bare skippe billedekritik?
Ja og nej. Igen kan man ikke bare sige “Fuck det”. Jeg søger i dag primært feedback i forbindelse til sekvensering af billeder i et projekt. Det går kort ud på “Virker flowet?”. Eller hvis der er et billede jeg er i tvivl om, kan jeg godt lige sende det ud til en og spørge “Holder det her?”.
Derudover er der også hele “Kill your darlings” konceptet. Nogle gange skal der bare andre øjnene på et billede, for at udrydde en tvivl man selv sidder med.
Men som jeg lærte da , jeg engang sprang i faldskærm: “Er du i tvivl, er du ikke i tvivl”. Beskeden var kort, er du i tvivl om skærmen folder sig ud så frigør hovedskærmen og træk reserveskærmen… Oversat til fotografiet: “Er du i tvivl så smid billedet væk..”.
Giver jeg billedefeedback vil det ofte være på samme måde. Hænger billedet sammen, hænger flowet sammen. Jo, selvfølgelig kommer der en og spørger mig “Hvad syntes du om det her billede?” kan jeg sagtens kommentere på det. Men alt hvad jeg siger, vil være baseret på MIN smag, MINE opfattelser af et godt billede og det hjælper kun personen, hvis personen vil være en ny “Mig (Jakob)”.
Lige for god ordenskyld rollen som Jakob Æbeløe Kjøller er optaget og jeg har ikke tænkt mig at dele den, du skal hellere være en bedre “Dig selv” 😉
Har personen en klar vision “Jeg vil derhen og lave billeder på den måde” og spørger mig “Hvad skal der til?”,er snakken helt anden. Personen vil noget og jeg kan muligvis hjælpe fra dette udgangspunkt. Den hjælp kan være meget mere brugbar end generelle råd om billede komposition eller udstyr.
Men du har jo selv skrevet om at give billedekritik?!
Ja det har jeg og står ved hvert et ord jeg har skrevet her. Igen er der ikke noget “rigtigt og forkert”, men om det er relevant for dig eller ikke relevant for dig.
Jeg mener at man skal kunne både give og tage imod feedback. Det handler om måde at sige samt modtage tingene på. Følger man nogle enkelte praktisk foreslag, kan man lette samtalen en hel del. Hvad enten man giver eller modtager kritikken.
Det er et punkt jeg selv har haft meget svært ved at lære. Jeg kommer fra en meget binær verden, det er styret af I’er og 0’er. Jeg kan også huske situationer hvor, jeg har været ved at eksplodere, fordi en anden har haft en modsat opfattelse af et billede. Altså min var jo rigtigt det stod jo en bog..
Det er idag ikke en del af mig selv, som jeg er særlig stolt af.
Uden feedback bliver du ikke bedre!
Mange vil sige at uden feedback bliver man ikke bedre eller “Jeg siger der kun for at hjælpe dig”.
Jeg forstår udemærket præmissen og det er jeg er enig i “uden feedback bliver jeg ikke bedre”- delen af det. Grundlæggende er jeg også tilhænger af at stræbe efter at blive 1% bedre hver dag.
Men når det er sagt skal feedbacken ramme mig en dag, hvor jeg er relativ klar til at tage imod den. Ellers er der lidt som at kaste perler for svin (red. jeg er svinet her).
Jeg kan kun anbefale bogen “Thanks for the Feedback” af Douglas Stone og Sheila Heen. Den hjalp mig med at forstå og bruge feedback ønsker som uønsket.
Den forklare også lidt om de tre forskellige typer af feedback der er. Samtg hvor vigtigt det er at giver og modtager har samme idé om hvilken type der gives når feedbacken gives:
- Påskønnelse
- Coaching
- Evaluering
Vær også opmærksom på at fotografer nok er der værste og bedste publikum for dine billeder.. Man kan med lidt frækhed sige:
“
Der findes ikke nogen værre at vise sine billeder til andre fotografer.
De ved hvad man kunne ha gjort, samt hvad det har krævet at tage/lave et billede.
Derudover kan de i samme åndedrag fortælle dig hvad der er fedt ved dit billede og hvorfor det stinker…
”.
Om de er styret af velvilje, fascination, egoisme eller misundelse kan altid være svært svært at afgøre.
Konklusion
For at citere Susan Sontag i “On Photography”: “Der er ikke noget der hedder godt eller dårligt fotografi, det handler mere om det er relevant eller ikke relevant for den som kigger på billedet”.
Det var uden tvivl en af de konklusioner hun laver i bogen, der gav mest mening for mig. Vi er ca. 6 millioner mennesker i Danmark. Skal jeg lave et billede som alle kan lide eller oplever som relevant for dem, er måske lidt en umulig mission.
Selv om at der burde være en lov imod det. Er det jo heller ikke alle mennesker der kan lide billeder af kattekillinger, vel?
Alligevel vil jeg altid opfordre folk til at snakke og diskutere fotografi, bare man er enige om præmissen. Det handler ikke om at blive enige om billedet. Men at forstå og acceptere hvorfor andre tænker og oplever noget andet end en selv.
Det er jo i bund og grund det fedeste ved fotografiet. Vi kan kigge på et billede og få noget vidt forskelligt ud af det og alle have ret på hver sin måde. På den måde vinder i vi alle lidt og kommer tætter på hinanden.
Alternativt ender vi i hvert vores ekkokammer og hver vores lejer. Det mener jeg ikke at fotografiet bliver sjovere af.
