80/20-reglen er det udbredte fænomen at 80% af konsekvenserne indenfor et område skyldes 20% af årsagerne. Reglen kaldes også Pareto-princippet efter italieneren Vilfredo Pareto, der i 1906 bemærkede at 20% af Italiens befolkning ejede 80% af værdierne. Reglen bruges også til at udtrykke en slags lovmæssig skævdeling, for eksempel at 20% af husholdningerne har 80% af indkomsten.

Tager du et kig på 80/20 reglen i forhold til fotografi, vil den lyd noget ala “Lær 20% af fotografiet og du kan løse 80% af de opgaver/udfordringer du kommer ud for”.

Det tror jeg nu passer meget godt. Jeg vil vove den påstand, at tager du en nogenlunde normal begavet, total nybegynder og giver ham/hende et intensivt 1-2 ugers kursus i regler, lysmåling, lyssætning og rawkonvetering. Du ved alt det der er skrevet ned i bøger og alle de “regler” vi skal arbejde efter. Skyder du også hver dag samt få feedback på det.

Så har du et fotograf der formodentlig vil være bedre end 80% af de andre derude. Da han eller hun har lært en ret stor del af det tekniske.

Lige en note: jeg har her taget udgangspunkt i digital fotografi, men det vil formodentligt være det samme med analog. Der skal der nok lidt længere tid til da processerene bare tager længere tid.

Bemærk vi snakker ikke om at personen er ekspert. Men personen er godt klædt på og burde kunne klare sig finde ude i verden som en god fotograf.

Rammer hovedet imod “loftet”

Sådan helt personligt tror jeg at 80/20 reglen er grunden til at mange “dør” ret hurtigt i fotografiet. Det er ret let, at komme ret langt, meget hurtigt og pludselig har man nået “målet”. Man er blevet en teknisk dygtig og til tider lidt arrogant fotograf (nu er man jo eksperten). Det virker som om at det er her mange stoppe op og tænker “hvad så?”.

Det var ofte noget vi ofte så i karate verden. Folk fik det sorte bælte ét Voila var de Ninjaer og kunne klare hele verden. Derudover har de nu det sorte bælte og der er ikke mere at lære. Os det holdte ud lidt længer ved at der var mere,

Det er også noget jeg har set mange gang med fotografer. De bliver dygtige og når et punkt, hvor de ikke føler at de bliver udfordret. Det er der de vil gå prof vejen, men der kommer ikke nok kunder og konsekvensen af det er at de bliver modløse og til sidst sælger de kameraet. Jo, jeg har selv stået der, jeg valgte bare uddannelses vejen frem for at sælge kameraet.

Ligesom med Karaten er der også mere i fotografiet, der er altid mere at lære. Måske kan det bare ikke altid læses i en bog.

Det syntes jeg er mega ærgerligt på alle leder og kanter. Jeg har selv haft den oplevelse af at “der manglede noget” og at “Der må være noget mere”. Det var egentlig også grunden til at jeg meldte mig til den første masterclass på Fatamogana. Det var det der med til at sparke mig videre og finde “Det der manglede”.

De sidste 80%

De sidste 80% er som jeg ser det, er selvfølgelig erfaringen, men også en ret stor del af de 80% er personligt fotografi og ens kreativitet, tanker og holdninger der for alvor er med til at skabe det gode fotografi. Det kommer ikke mindst ved at lave en hulens masse arbejde, se andres arbejde, deltage i workshops, mentorships og lignende.

Og jo, rigtigt gættet det tager laaang tid.

For mig var det det personlige fotografi der var nøglen. Alt for længe have jeg siddet og ventet på, at der var nogle der kom med “opgaven”. Det var på mit forløb hos David Alan Harvey klokken ringede. Det var her jeg for alvor forstod “Hey mester det er op til dig, og hvad du har på hjertet. Du må faktisk godt fortælle verden om det!”.

Mette Frandsen havde prøvet at banke det ind i hovedet på mig inden. David bankede det bare fast med syv tommer søm…