Her kort før jul blev jeg kontaktet af en af mine barndoms venner, og hendes bror. De skulle bruge nogle billeder af dem og ungerne, som julegave til deres forældre, om det ikke lige var noget for mig?
Dem der kender mig personligt, de ved også at jeg har meget svært ved at skyde folk jeg har kendt det meste af mit liv.
Hvorfor? Tja, man har det jo med at have en identitet, og min har i mange år været “Ham computer drengen”. Sådan noget har det med at hænge ved. Ligger man det oven i, at mange af dem har haft mig fra jeg har helt lille, gør det ikke meget bedre 😉
Udover det, kan jeg også nogle “tricks”, i mangel på bedre ord, som jeg kan på fremmede, men ikke på folk der virkelig kender mig.
Men det skal jo ikke stå i vejen for at skyde nogle billeder, skal det vel!?
Vi fandt en dato, og hele familien kom ind i studioet, og de blev skudt en sjat billeder.
Nu har jeg jo denne gang, den foredel at jeg kender dem, men også dem der skulle have billederne i julegave. Dagen efter jul, fik jeg en mail, der med flotte ord, beskrev hvordan bedsteforældrene, havde elsket billedet af alle ungerne. Det er jo med til at løfte ens dag en hel del.
Men i søndags mødte jeg så selv samme bedsteforældre, og de smil jeg fik, var ikke til at tage fejl af. De var så glade for billedet, at det næsten var helt pinligt for mig 😉
Som fotograf, få man ikke altid feedback på det man laver. Men nå man endelig går, vokser man lige en halv meter 😉
1 kommentar
-
Hej Jakob! Fed positiv historie! Der er meget at slås med som fotograf, og det sociale aspekt i at fotografere mennesker er et stort emne for mange fotografer. Du beviser her at når man vover pelsen og kaster sig ud i det, på trods af sine betænkeligheder, ender det som regel godt. Og i dette tilfælde; virkelig godt!Det er også et sæt dejlige billeder du har leveret. Tak fordi du deler dine oplevelser med alle os andre. 🙂
