Nogle gange, eller rettere ofte, falder jeg over et indlæg på Facebook eller Instagram der lige stopper mig. Hvor personen nærmest undskyldende, skriver ”her er et lidt anderledes, skæve billeder fra mig”.

Et billede af en vinduespudser, på den anden side at et gardin.

Forleden dukkede der et indlæg hvor en ven, havde smidt et billede af en ung dame op. Der var ikke de store ord i teksten. Men alt om alt er han havde kaldt billedet “Anderledes”.

Billede havde gjort mig nysgerrig og men var i Barcelona, blev det til en “snak” over SMS. Det var et gammelt billede han var faldet over, og have givet den en ny efterbehandling. Dette kan i sig selv anbefales, da vi alle bliver dygtigere og finder vores egen stemme.

Egentlig havde han i sin tid været meget frustreret over billedet. Han ikke kunne få det til at se ud, som han ville (læs: det, de andre lavede). Men i dag var han blevet glad for billedet, da han havde fundet han egen vej, hans egen stemme.

”Anderledes” billeder

Et nærmest klassisk "Midt livs krise billede". Der handler lidt om at været gået i stå.

Jeg har, ligesom mange andre, kopieret og prøvet mig frem. Det har været en blanding mellem, hvad jeg troede, folk gerne ville have at se og hvad jeg fandt fedt.

Det er så dejligt at få de likes, samt at alle andre kommer og klapper en på skulderen. For det er jo et virkeligt flot billede, som alle kan lide det. Derfor følger mange den slagende vej, hvilket der i bund og grund, ikke er noget i vejen med. Men ofte stagnere folk og forlader fotografiet, da de “mangler noget” eller “har nået toppen”.

Personligt er jeg ikke ”anderledes” i mit fotografi, jeg tager de billeder, jeg falder for og har lyst til. Det er, på godt og ondt, med til at skille mig ud fra mængden. Det er min personlighed, der skinner igennem og gør det “anderledes”.

”Skæve” billeder

Et billede af en gang, det for mig representere den vej jeg går.

Hvad er skæve billeder egentlig? Er det et billede, hvor horisonten hælder. Eller måske et billede med stor kontrast?

Hvis jeg skal, så kan jeg godt (hvis jeg ellers kan huske hvordan) lave pæne glamourbilleder af flotte modeller. Men det er ikke noget, der siger mig så meget, og derfor ikke noget jeg gør mig i.

Dog laver jeg heller ikke “skæve billeder” rent bevist. Arbejder du for at gøre dit fotografi relevant, behøver de ikke være “skæve”, hvad det så end betyder?!

Faktisk vil jeg hellere kalde dem personlige. De er både en afspejling af motivet, samt min (fotografens) opfattelse af motivet, men ikke mindst af mig som fotograf og menneske.

”Ikke pæne” billeder

To Muai Thai kæmpere, taget efter finalen 2013.
Se hele projektet “The finals” <- her.

Da jeg deltog på Mette Frandsens Masterclass i “Visuel Historiefortælling” på Fatamorgana, var der mange der sagde noget a la: ”Jeg vil gerne tage mindre pæne billeder.”. Det er noget, jeg har hørt mange gange – både før og siden.

Det var en sætning, der hang ved mig længe. Min hjerne tænkte bare ”hvorfor faen vil du tage mindre pæne billeder?”. Og for at være ærlig, så tror jeg heller ikke folk helt selv forstod, hvad de mente. Dog forstod jeg godt hvad de mente.

Billeder, der er alt for gennemtænkt (hvilket til tider har sin fulde ret), bliver meget strømlignede. Ofte bliver resultatet, at de ligner alle de andres billeder. Konsekvensen deraf er at de bliver pæne og måske lidt hurtigt set og overset.

“Ikke pæne” billeder ser jeg i dag som umiddelbare billeder. Billeder, hvor man ikke nødvendigvis har gennemtænkt hver eneste pixel. Men er den opfattelse jeg som fotograf har her og nu, er blevet fanget. Det der fik mig til at trykke på udløserknappen.

De er ikke nødvendigvis rodet, faktisk er de ofte meget simple og lige til. Der er en anden form for liv i dem,  de fortæller ofte mere om fotografen end motivet.

”Billeder med kant”

Det her er nok mit ynglingsbegreb, for det bruges rigtigt tit ”. Jeg vil gerne lave et billede med kant af xyz, så jeg …” eller ”Jeg elsker billeder med kant”.

Jeg ved personligt ikke helt hvad “kant” er, når det kommer til billeder.. Jeg er med på, at det man viser, kan man nok ikke helt placere og derfor få det ordet ”kant”.

En fotograf laver ikke billeder med ”kant” (Ok, nogle gør). En fotograf viser dig noget, som han eller hun brænder for at vise. Det er derfor billederne sig ud fra mængden. Det er nok igen det der med personlighed i billederne, folk opfatter som “Kant”.

laver du indhold eller?

En mand sidder på et vaskeri og venter formodentlig på at sit tøj er færdigt.

I denne Youtube, Netflix, HBO og X-factor-tid er det nemmere at sygne hen og gå ud og skyde et par pæne, korrekte billeder af en model, blomst eller en fugl.

Men hvad, det kan alle andre også, og du bliver en del af mængden. Alle de pæne billeder er allerede taget. Ja, det er super svært (Som i VIRKELIG svært), altid at have noget på hjertet. Faktisk er det noget af det sværeste at forholde sig til.

Nogle gange skal man granske sig selv rigtigt, rigtigt godt efter bare for at finde en snert af det. Det værste er når du så finder det og PUF, så er det væk igen. Det er her, vi som fotografer har muligheden for at skille os ud og vise, hvad vi har på hjertet.

At fotografere er det samme som at sætte sig ned og skrive en novelle eller en roman. Vi bliver tiltrukket af et eller andet, vi vil fortælle verden om det. Det er det vi gør med vores billeder viser verden/eller bare os selv noget.

Det er det der med følelsen

Et billede af en typisk dansk villakvarter vej, på en kold regnvejrsdag.

Lad være med at gå efter at du skal/vil lave et mindre pænt billede eller skæve billeder. Vis os det du ser og lad os mærke det i stedet.

Jeg har set billeder af f.eks. kvinder, hvor, hvis jeg havde jeg taget dem, det bare ville være billeder at kvinder. Men fotografen, der tog dem, havde en dyb fascination af dem, og det skinnede virkelig igennem på billederne.

Ligeledes har jeg se billeder af kedelige hverdagsting, der var skudt med sådan en undersøgende undren, at jeg blev grebet i at undersøge billedet. Selv om jeg udmærket vidste, at det der, det er bare en loftslampe. Men det var det ikke for fotografen.

William Eggleston – The Red Ceiling (1973). En umiddelbart ligegyldighed, men alligevel fængende.

William Eggleston – The Red Ceiling (1973). En umiddelbart ligegyldighed, men alligevel fængende.

Alle, jeg har snakket med og læst interviews af, siger de samme: “skyd det, du brænder for og kig dig ikke tilbage”.

Det er dig, lev med det!

Det varmer mit kolde kyniske hjerte, når jeg sidder og læser en besked. Hvor der er tydeligt, at en anden fotograf, jeg ved har bokset med sit fotografi og opfattelse af sig selv som fotograf, har stoppet op og kigget dybt i sig selv og fundet ud af, at det billede, han en gang tog, faktisk ikke er så ringe endda.

Der var en grund til, at han tog billedet sådan. Det var sådan, han så modellen. Det har bare tage ham flere år at komme til den konklusion.

Det er helt i orden, at du gerne vil sige noget, at vise dine omgivelser ”Det her er mig”.

Hele verden er bare ikke dit publikum eller retter jo, det er hele verden i dag. Du skal bare ikke lade dig gå på, hvis alle ikke kan lide det du laver.

Hop ud af regelbøgerne og glem alt, du har lært om fotografere. Start med at fokusere på indholdet af billedet, hvad du vil præsentere os andre for, derefter er det ellers bare om at komme i gang.

Konklusion

Jeg ser de fire tillægsord som en lille undskyldning for at dele lidt af sig selv med resten af internettet. For at stikke en finger i vejret og sige “her er jeg, men døm mig ikke”.

Næste gang du overvejer at skrive ”et anderledes billede”, “skæve billeder” eller ”et billede med kant”. Stå ved billedet og sig ”det her er mig, tag det eller lad være!” Eller lad være med at skrive noget som helst, bare post billede og se, hvad der sker.

Nogle gange er billedet bare noget lort. Andre gange rammer det dybere, end man lige tror. Måske fordi du som regel ikke er alene i din begejstring, bekymring,  frustration eller fascination.

Personligt vil jeg gerne have ros og likes, det bliver jeg glad af (realtivt set). Men jeg vil allerhelst lave et billede, der bevæger en person så meget, at han/hun kommer og siger “Det der er lige mig”. For så ved jeg, at jeg er nået helt ind til personen.

Fotografi er ligesom en dagbog. Det er dybt personlig og skal komme fra dit allerinderst. Og i sidste ende, er det kun dig der kan afgøre, om dit fotografi er godt nok.