Fotograf Jakob Kjøller

Blog

Jeg tænker bare højt, du bestemmer selv om du vil høre med :)

Vil du også tage anderledes, skæve og ”ikke pæne” billeder med kant?

 OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Nogle gange, eller rettere ofte, falder jeg over et indlæg på Facebook eller Instagram, enten på en personlig profil eller i en gruppe, hvor personen, nærmest undskyldende, skriver ”her er et lidt anderledes billede fra mig”.

Forleden dukkede der et indlæg på en ven, der havde smidt et billede af en ung dame op uden de store ord i teksten. Da jeg var i Barcelona, blev det en snak over SMS, om hvordan han var faldet over det gamle billede og have givet den en ”anderledes” efterbehandling.

Egentlig havde han i sin tid været meget frustreret over, at han ikke kunne få det til at se ud, som han ville (læs: det, de andre lavede), men i dag var han blevet glad for det.

”Anderledes”

20171213-08-08-09.jpg

Jeg har, lige som så mange andre, kopieret og prøvet mig frem, alt efter hvad jeg troede, folk gerne ville have at se. Det er så dejligt at få de likes, samt at alle andre kommer og klapper en på skulderen, for det er jo et virkeligt flot billede. Personligt er jeg ikke ”anderledes” i mit fotografi, jeg tager de billeder, jeg falder for og har lyst til. Det er, på godt og ondt, med til at skille mig ud fra mængden, det er her min personlighed, der skinner igennem og gør det “anderledes”.

”Skæve” billeder

20180122-09-49-14-1.jpg

Hvad er et skævt billede egentlig? Er det et billede, hvor horisonten hælder. Eller måske et billede med stor kontrast?

Hvis jeg skal, så kan jeg godt (hvis jeg ellers kan huske hvordan) lave pæne glamourbilleder, men det er ikke noget, men da det ikke siger mig så meget, er det ikke noget jeg gør mig i. Dog laver jeg heller ikke "skæve" billeder. Arbejder du for at gøre dit fotografi relevant, så behøver de ikke være skæve, hvad det så end betyder.

Faktisk vil jeg hellere kalde dem personlige. De er både en afspejling af motivet, samt min opfattelse af motivet, men ikke mindst af mig som fotograf og som menneske.

”Ikke pæne”

The-finals-10.jpg

Da jeg deltog på Mette Frandsens Masterclass i Visuel Historiefortælling på Fatamorgana, var der mange der sagde noget a la: ”Jeg vil gerne tage mindre pæne billeder.” Det er noget, jeg har hørt mange gange - både før og siden.

Det var en sætning, der hang ved mig længe, og min hjerne tænkte bare ”hvorfor fa...n vil du tage mindre pæne billeder?”. Og for at være ærlig, så tror jeg heller ikke folk helt selv forstod, hvad de mente.

Billeder, der er alt for gennemtænkt (hvilket til tider har sin fulde ret), bliver meget strømlignede. Ofte bliver resultatet, at de ligner alle de andres billeder, og, nå ja, de bliver pæne og måske lidt hurtigt overset.

"Ikke pæne" billeder ser jeg i dag som umiddelbare billeder. Billeder, hvor man ikke nødvendigvis har gennemtænkt hver eneste pixel, men den opfattelse jeg som fotograf har her og nu, er blevet fanget af og fik mig til at trykke på udløserknappen.

De er ikke nødvendigvis rodet, faktisk er de ofte meget simple og lige til, men der er en anden form for liv i dem,  de fortæller ofte mere om fotografen end motivet.

”Billeder med kant”

Det her er nok mit ynglingsbegreb, for det bruges rigtigt tit ”Jeg vil gerne lave et billede med kant af xyz, så jeg …” eller ”Jeg elsker billeder med kant”.

Jeg ved personligt ikke helt hvad “kant” er, når det kommer til billeder.. Jeg er med på, at det man viser, kan man nok ikke helt placere og derfor få det ordet ”kant”.

En fotograf laver ikke billeder med ”kant”. En fotograf viser dig noget, som han eller hun brænder for at vise, og sådan skiller billederne sig ud fra mængden, det er nok igen det der med personlighed i billederne, folk opfatter som “Kant”.

Indhold?

20130201-20-13-51.jpg

I denne Youtube, Netflix, HBO og X-factor-tid er det nemmere at sygne hen og gå ud og skyde et par pæne, korrekte billeder af en model, blomst eller en fugl.

Men hvad, det kan alle andre også, og du bliver en del af mængden, for alle de pæne billeder er allerede taget. Ja, det er super svært (Som i VIRKELIG svært), altid at have noget på hjertet. Faktisk er det noget af det sværeste at forholde sig til.

Nogle gange skal man lede rigtigt godt efter bare for at finde en snert af det, så finder man det og PUF, så er det væk igen. Det er her, vi som fotografer har muligheden for at skille os ud og vise, hvad vi har på hjertet.

At fotografere er det samme som at sætte sig ned og skrive en novelle eller en roman. Vi bliver tiltrukket af et eller andet, vi vil fortælle verden om det, og det er det vi gør med vores billeder.

Det varmer mit hjerte, når jeg sidder og læser en besked, hvor der er tydeligt, at en med fotograf, som jeg ved har bokset med sit fotografi og opfattelse af sig selv som fotograf, har kigget dybt i sig selv og fundet ud af, at det billede, han en gang tog, faktisk ikke er så ringe endda.

Der var en grund til, at han tog billedet sådan. Det var sådan, han så modellen. Det har bare tage ham flere år at komme til den konklusion.

Det er helt i orden, at du gerne vil sige noget, at vise dine omgivelser ”Det her er mig”.

Hele verden er bare ikke dit publikum, eller retter jo, det er hele verden i dag, du skal bare ikke lade dig gå på, hvis alle ikke kan lide dem.

Hop ud af regelbøgerne og glem alt, du har lært om fotografere. Start med at fokusere på indholdet af billedet, hvad du vil præsentere os andre for, og så er det ellers bare om at komme i gang.

Det er det der med følelsen

20171223-12-18-31.jpg

Lad være med at gå efter at du skal/vil lave et mindre pænt eller et skævt billede, vis os det og lad os mærke det i stedet.

Jeg har set billeder af f.eks. kvinder, hvor, hvis jeg havde jeg taget dem, det bare var billeder at kvinder. Men fotografen, der tog dem, havde en dyb fascination af dem, og det skinnede virkelig igennem på billederne.

Ligeledes har jeg se billeder af kedelige hverdagsting, der var skudt med sådan en undersøgende undren, at jeg selv blev grebet i at undersøge billedet, selv om jeg udmærket vidste, at det der, det er bare en loftslampe. Men det var det ikke for fotografen.

William Eggleston - The Red Ceiling (1973). En umiddelbart ligegyldighed, men alligevel fængende.

William Eggleston - The Red Ceiling (1973). En umiddelbart ligegyldighed, men alligevel fængende.

Alle, jeg har snakket med og læst interviews af, siger de samme: "skyd det, du brænder for og kig dig ikke tilbage".

Konklusion

Jeg ser de fire tillægsord som en lille undskyldning for at dele lidt af sig selv med resten af internettet. For at stikke en finger i vejret og sige "her er jeg, men døm mig ikke".

Næste gang du overvejer at skrive ”et anderledes billede” eller ”et billede med kant”, så stå ved det og sig ”det her er mig, tag det eller lad være!” Eller lad være med at skrive noget som helst, bare post billede og se, hvad der sker.

Nogle gange er billedet bare noget lort. Andre gange rammer det dybere, end man lige tror, fordi du som regel ikke er alene i din begejstring, bekymring,  frustration eller fascination.

Personligt vil jeg gerne have ros og likes, men jeg vil allerhelst lave et billede, der bevæger en person så meget, at han/hun kommer og siger "Det der er lige mig". For så ved jeg, at jeg er nået helt ind til personen.

Fotografi er ligesom en dagbog. Det er dybt personlig og skal komme fra dit allerinderst. Og i sidste ende, er det kun dig der kan afgøre, om dit fotografi er godt nok.