I torsdags, da jeg gik og satte nogle skuffer op i vores køkken, der hørte jeg This Week In Photo. Grundet alt der der sker i Japan, kom en af diskussionerne ind på om man lukkede verden ude, nå man skulle lave svære opgaver.

Catherine Hall, som er bryllups fotograf og fotojournalist. Hun fortalte om alle de ubehagelige ting, som hun har dokumenteret.

Hun mener selv, at når hun går op en opgave, så bliver hun en anden. Hun ser ting på en anden måde, f.eks. så stopper hun med at se mennesker, lidelser mm., de bliver til motiver som hun skal fange. Den medfølelse som hun normalt har, den pakkede hun væk, for ellers kunne hun ikke lave billederne.

Det blev ret hurtigt bakket op, af de andre medværter på programmet. De mente at mange gange, var det en nødvendighed, at “være” en anden, en der kun tænkte på billedet, ikke andet.

Det må være måden fotojournalister arbejder på. De bliver sendt ud i verden for at forevige elendigheder, ulykke, og en gang imellem gælde. Man man bliver nok nød til at kunne koble sig af, rent følsesmæssgit, hvis man skal overleve mentalt, samt kunne “møve” sig ind hos folk, på den måde som de oftest gør.

Det fik mig selvfølgelig til at tænke lidt. Jeg tænkte på nogle af de gange, hvor jeg har skulle lave noget for andre, eller mine egene projekter.

Jeg må indrømme, at de nok har ret. Ser jeg på mange af de dygtige fotografer, som jeg kender. Så bliver de ret ofte en helt anden person, nå de går i gang. Det er ikke ment på den dårlige måde, men et kort øjeblik så er de væk.

Jeg har det selv på samme måde, jeg har ret svært ved at tage billeder af folk jeg kender. Det kan tage mig rigtigt lang tid, at komme igang. Men lige så snart det sker, så er det som at “Jakob” er væk, og alt jeg tænker på er billedet, der er ikke så meget andet der betyder noget. Ting som lyssætning, det kan jeg gå og slås med, men nå jeg er i det “mode”, så står det hele mere klart for mig.

Det er en spøjs tanke, det der interessere mig lidt mere, det er om man egentlig ville være i stand til at lukke af på samme måde, hvis man tog ud til f.eks. Japan for at dokumentere ødelæggelserne?!

Men hvordan er det for dig, har du det på samme måde?