En af glæderne (og bekymringerne) ved foto som jo uden tvivl objektiver. Har jeg nu nok?, har jeg råd?, har jeg for mange?, hvad skal jeg bruge det her til..? osv. Men det man nok burde spørge om, bruger jeg dem jeg har og hvordan bruger jeg dem?
Da jeg forleden havde anskaffet mig en macro ring flash, uden stepping ring til mit Macro objektiv (Smart Jakob), så fes jeg rundt med mit 18-200 og skød løs, det var mange mislykkedes billeder
En unavngiven blomst (jeg lader min bedre halvdel om have, jeg slår bare græs;)), fangede min interesse.
Jeg rodede lidt med blitzen og men den gik ikke af, men tilgengæld så kom der et billede som inspirerede mig til at arbejde videre ind til at jeg nåede frem til dette reslutat.
Nikon 18-200 vrII, 200mm, f/5.6, 1/100
Et par dage efter var den gal igen, min mindste søn befalede, “Far, mig kravle rubane, du tag billede”. Det skulle han ikke sige to gange, så jeg skyndte mig ind efter kameraet, dog hev jeg denne gang mit Nikon 10.5 mm Fisheye med mig. Og efter et stykke tid så var jeg på vej ind igen.
På vejen ind så så jeg igen blomsten og jeg tænkte “Hvordan set den mon ud i gennem mit Fisheye?”
Nu ved jeg godt at Fisheye deler vandene, men jeg syntes selv resultetet blev godt.
Nikon 10,5mm, f/5.6, 1/160
Nu jeg var i gang, så var samlingen da ikke komplet uden at prøve mit Nikon Macro 105mm, så det blev hevet frem og testet af.
Nikon 105 macro, 105mm, f/6.3, 1/320
Formålet med denne post, er ikke rigtigt at vise billeder frem, mere at få folk til at tænke lidt over hvornår og hvordan man bruger sine objektiver. Normalt ville jeg bruge mit Macro til blomster og den slags. Men her var jeg tvunget til at bruge mit 18-200 (Billig ejner i forhold til de to andre objektiver) og selv om jeg syntes at alle tre billeder er gode hver for sig, så er jeg mest tilfreds med billede nr.1. da det har “Det der” over sig og jeg kan kigge på det igen og igen.
Jeg håber det er noget I vil tænke over, næste gang I piller et objektiv op af tasken, bare fordi man ikke lige mener a det er det der skal bruges på den tur, for man ved jo aldrig 🙂
