Igår var jeg ude for at afholde en lillehyggelig fotowalk for en Njalfoto og Leica. Kort sagt var det en gruppe super søde deltagere og flere af os fik snakket om både kamera og generelt fotografi. Her i blandet “hvad ser du, når du ser billeder?”
Det jeg syntes er interessant er, at når jeg har folk på 1:1 har de ofte en helt anden holdning til “fotografi” og billeder. Det er faktisk en meget mere personlig holdning udover “korrekte” billeder og super hurtig autofokus. Det er en holdning jeg mener bør kommer lidt mere ud i det fri.
Men når jeg derimod har grupper, er det ofte teknikken og ikke følelser der bliver snakket om.
Så igår fik det mig endnu en gang til at undre mig lidt over alle de diskutioner vi har om fotografi.
Hver ting til sin tid
Ok, fair skal være fair, forskellige slutmål kan kræve forskellige typer af billeder. f.eks. skal et reklame fotografi måske være lidt mere konkret end et et bryllups fotografi, eller et snapshop af børnebørne der render rundt.
Der er heller ingen tvivl om at mange og jeg er selv en af dem, forbinder fotografi med arbejde og derved penge. Det gør også at vi ret hurtigt snakker om “Det rigtige værktøj”, rette linier og korrekt eksponering.
Dog har de den til til fælles, at de formodentlig skal vække en eller anden form for følelse.
Hvad ser du?
Egentlig kommer det til mig, efter jeg havde en snak med Morten Bo. Han er vist mildt sagt en hel del klogere på fotografiet end mig.
Han smed under en review session tre af mine billeder ned på bordet og spurgte “Hvad ser du her?”.
Jeg begynder at forklare ham om billederne og han lod mig pænt forklare færdigt.
Efter jeg havde forklaret ham, hvad jeg så, kiggede han på mig og spurgte en gang til “Hvad ser du?”. Det gjorde at jeg hurtigt reflekterede over min første forklaring og undrede mig lidt. Jeg havde forklaret ham tingene ud fra et tekniske synspunkt, og det var når alt skal være fair ikke derfor jeg sad hos ham.
Hmm, så rettede jeg lidt til i min forklaring.
Endnu engang sagde han, dog med lidt andre pænere ord “Prøv igen makker”. Det var lidt som dengang David Alan Harvey bad mig om at “Show me your office” og jeg tog et billede af kontoret, som han med det samme kasserede…
Nu var jeg kort sagt frustreret, jeg havde jo to gange forklaret ham det…
Derefter tog han over, og forklarede mig hvad han oplevede i billederne.
… Jeg var f..king mundlam….
Uden at jeg lige vil smide hele forklaringen på bordet, havde han beskrevet hele den indre uro og til sidst ro, jeg havde haft, imens jeg gik og tog billederne. Og han var spot on.
Da billederne var taget i forbindelse med en test at Nikons Z9 (review skal nok komme), havde jeg ikke kameraet i hånden for at lave et personligt fotografi. Men det var det i den grad blevet….
Det var også en forklaring der fik vækket en del af mig, der langsomt var blevet slukket under Covid-19 nedlukningerne.
Nu til spørgsmålene…
Da teknik er en fællesnævner det er noget der er relativt let at rettet ind efter. Følger alle de samme lærebøger bliver billederne altid de samme behagelige, velkendte billede (jaja, lidt generaliseret men leg med). Derved vil resultatet ofte blive for ensformigt eller i hvertifald ikke skille sig ud hvis motivet ikke gør det.
Det kunne være super, hvis vi kunne lege denne leg uden at sige “Korrekt eksponeret” eller “Velovervejet og gennemtænkt”, men istedet grave lidt dybere.
Hvorfor fotografere du ?
Hvad gør et godt billede for dig?
P.s. Rammer du tilfældigvis min blog udefra, må du gerne svare her. Omvendt kommer du fra gruppen Danske Fotografer, må du selvfølgelig også gerne svare her, men svar gerne i gruppen. På den måde er der klart flere der ser og bliver inspireret af svaret. 🙂
1 kommentar
-
Du stiller to spørgsmål i din artikel, hvoraf det ene – for mig – er nemt at besvare, mens det andet straks er mere involveret:
1. Hvorfor fotografere du?
Uden det skal lyde prætentiøst: Det er det sidste jeg tænker på mens jeg falder i søvn, og det første jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen. Jeg ‘fotograferer’ faktisk hele tiden, også når jeg ikke har et kamera i hænderne. Jeg kigger efter lyset, kontrasterne, prøver at finde ud af hvordan lys og skygge med et nyt perspektiv eller en anden beskæring, kan skabe nye former og fortællinger i noget der ellers er bekendt eller familiært, eller som kan være med til at underbygge historien bag det jeg skal fotografere. Det besnærer, fastholder og motiverer mig på én og samme tid.
Ofte er jeg udfordret, fordi det sjældent er nemt, men jeg kan ikke lade være med at se, føle, og opleve.
Og det er ligegyldigt hvad jeg fotograferer. F.eks. er mit mål for mine portrætter, at de ikke nødvendigvis skal formidle hvordan en person ser ud, men mere fortælle noget om, hvem de er. Jeg er ikke den store landskabsfotograf, men når jeg fotograferer et landskab handler det ikke om at formidle hvordan (pixel for pixel) udsigten er, men mere formidle hvordan det er at være på det sted jeg fotograferer. Skal jeg skyde et reklamefoto handler det ikke kun om at vise, hvordan produktet ser ud, men at formidle hvad produktet gør for målgruppen.
2. Hvad gør et godt billede for dig?
Jeg hader forudsigelighed og at man ikke tager chancer og bryder de mange regler, der i virkeligheden slet ikke er “regler”. Jeg hader “perfekte” fotografier, for perfektion er i virkeligheden bare et andet ord for egoisme. Så et godt billeder er fraværet af det forudsigelig og fraværet af stræben efter det “perfekte”.
Jeg ELSKER når fotografer forstår at “tredjedelsreglen” ikke handler om ligeligt at opdele et billedfelt i ni felter med to lodrette opg to vandrette linjer i den vildfarelse, at hvis man kompositorisk placerer noget “særligt spændende” i de fire punkter, hvor linjerne krydser hinanden, så er det med til at “fastholde blikket” på en eller anden magisk måde. Fotografier handler om følelser, IKKE om matematik.
Et godt billede fortæller mig mere end det, der er fotograferet. Det lader mig få et indblik i, hvad fotografen følte, da fotografiet blev lavet, og er der mennesker på billedet, så fortæller det mig noget om, hvad DE følte på det tidspunkt eller i situationen.
Hvis man beder mig finde de fem bedste portrætter jeg har lavet i de mere end 45 år jeg har fotograferet, så er tre af dem ude af fokus, og to overeksponeret. Kun et enkelt af de fem portrætter kan siges at være “korrekt” (hvad “korrekt” så ellers måtte være) eksponeret OG i fokus. Det fortæller mig, at et godt portræt IKKE handler om teknisk perfektion, men meget mere om at formidle en personlighed. HVEM man er, ikke hvordan man ser ud.
Det samme tror jeg kan siges om næsten enhver anden fotografisk disciplin.
Et godt fotografi får mig til at føle, reflektere og det udvider min horisont, så jeg oplever noget jeg ikke har oplevet før.
Og heldigvis er det ikke et krav at man skal være somelier for at kunne smage om man kan lide en bestemt flaske vin. Vi kan ALLE tage stilling til om vi kan lide en given vin eller ej. Det en somelier kan- eller besidder, er et særligt ordforråd, der kan beskrive en vin, så vi andre – uindviede – kan vurdere om vinen er noget for os, uden vi overhovedet behøver åbne flasken.
Vi kan alle se på et fotografi og danne vores egen mening om det. Om det er noget vi kan lide eller ej. Om det taler til os eller om det siger os intet. Vi behøver ikke have et ordforråd for at beskrive et fotografi. Vi behøver ikke vide hvad gestalt er for noget. Vi behøver ikke kende til kompositoriske begreber som flow, arabesque eller juxtapositionering, for at have en mening om et fotografi.
Vi gør klogt i IKKE at tro, vores respektive omfattende forståelse (eller mangel på samme) skal være en “facitliste” for, hvordan andre skal opfatte- eller hvad de skal mene og tænke- om et givent fotografi. For i det øjeblik vi gør det, og andre retter sig ind efter sådanne formålsløse udsagn, så ender fotografierne med at blive forudsigelige.
