For små 6-7 år siden, arbejde jeg i en intern IT-afdeling i et rejsebureau. Det var lige efter jeg havde fået min anden knægt. Som alle andre, ville jeg gerne have et kamera, så jeg kunne “tage gode billeder”. Efter at have læst “Fotobogen” af Nikon Ambassadøren Casper Tybjerg, havde jeg besluttet mig; “Jeg skulle have mig et D40, det var sagen”.
Meeeen over i hjørnet, sad den af mine kollegaer, der alllltid lokkede mig til at købe et eller andet “fikst”. Han havde hele sommeren brugt sin fars D200, og det var noget af det fedeste. Ham mente, at hvis jeg ikke købte et D200 (som jeg burde), så skulle jeg købe et D80, intet mindre kunne klare det.
Det var Ali, og siden den gang har vi arbejdet sammen on og off, i to forskellige firmaer. Det var ikke planlagt men skete helt tilfældigt begge gange, faktisk var vi ret tæt på at komme til at arbejde samme sted en tredie gang, men jeg hoppede fra.
Efter han havde brugt en lille måneds tid på at overtale mig, fik jeg brugt ungernes mad-/blepenge, et Nikon D80 var en realitet.
Jeg indrømmer gerne, at Ali har lokket mig til at købe mange, mange, mange gadgets. Men tro lige jeg fik hævn, da jeg købte en Macbook Pro, det havde han ikke, den gang….
Så da han forleden skriv, om jeg ikke lige kunne lave nogle nye headshots af ham, blev jeg jo nød til at sige ja.
Halvanden time efter han var kommet, var vi færdig. Nå ja, det er ikke Fakta og tager ikke kun 5 min 😉
Setuppet var rimeligt simpelt.
Jeg havde to speedlights, med omni bounce på, jeg brugte to, for at gøre lyset større, og havde omni bounce på for at gør lyset lidt blødere. Det skød igennem en 105cm diffuser, for at gøre det endnu blødere.
Under ansigtet havde jeg en hvid reflector. På baggrunden havde jeg en speedlight med en gobo, for at holde lyset på denne.
