Det er helt vildt så meget jeg husker af min barndom, og hvor lidt jeg husker af mit voksenliv, og jeg er kun 41 i dag.

I bund og grund, så tror jeg det er fordi, da jeg var barn var der to ting der spillede ind:

  1. Jeg havde ikke andet for, end at være lige her og nu.
  2. Der er en million billeder i mit billedealbum fra barndommen, alt fra dåb (jaja, det husker jeg ikke) til teenagerårene.

Det var både mine forældre og mig selv, der skød billederne, faktisk fik jeg mit første Kodak Instamatic pocket allerede den gang, jeg gik i børnehave.

Men tilbage til emnet.

Jeg har allerede erkendt, at jeg ikke kan huske alt, og derfor er fotografiet vigtigt for mig, det er simpelthen en udvidet hukommelse. Det er for mig fuldstændig lige meget, om det er mig eller andre der har taget billederne. Faktisk er der nogle gange bedre, at det er andre, for så kan jeg blive i nu’et og opleve det selv, men det har jeg tilbage i 2014 vendt her.

 Min mormor som jeg altid vil huske hende, siddende stille ved bordet og lægge kabale. P.S. hun få dem altid til at gå op, tænke lidt over det..

Min mormor som jeg altid vil huske hende, siddende stille ved bordet og lægge kabale. P.S. hun få dem altid til at gå op, tænke lidt over det..

Dem kan jeg godt huske, men spørgsmålet er, om jeg kan huske det, fordi jeg har billederne, eller om billederne bare er pegepinde ned på min personlige “harddisk”, og derfor kan jeg huske dem.

Mine billeder, om de er i album eller på computeren, de hjælper mig med bla. at huske min farmor, der boede oven på og fyldt, en meget stor del af mit liv.

Eller noget så simpelt som vores (min) kat Emil, jeg fik nogenlunde samtidig med min lille søster. Hver gang jeg ser billedet, så husker jeg på julen, familietiden, hvordan han altid indtog sin plads midt i nisselandsbyen og selvfølgelig gaverne, man var vel enebarn i 7 år…

For at være ærlig, så ved jeg ikke om det er rigtigt. Men jeg har hørt, at vi som mennesker kun er i stand til at huske ca 10% af vores liv, og derfor er det vigtigt at vi husker er at tage billeder, der kan hjælpe med at huske de sidste 90%.

Det er også grunden til at jeg siger “Det skal jeg nok”, når min fætter spørger om jeg vil tage billeder af hans datters dåb, så husker vi den sammen.

Hverdagen, familien og livet er vigtig, husk at fange de vigtige billeder, før det er for sent. De er vores samtidshistorie historie og vores fælles hukommelse.